På badeværelseshylden lige nu

It was the best of times it was the worst of times…

myproducts3

(Bioderma sensibio H2o rensevand, Pai Rosehip Bio Regenerate Fruit and Seed Oil BlendAèvne Gentle toner Aèvne Thermal spring water)

–  Det jeg prøver at sige med den lidt klodsede overskrift, er, at det nu er blevet tid til at vise mine yndlingsprodukter, og de produkter der ikke har begejstret…

På det første billede ser I de produkter som langsomt, men sikkert har sneget sig ind på pladsen som mine yndlingsprodukter. De er ikke specielt prangende, men de virker som de skal, og skuffer ikke. Jeg har genkøbt dem mange gange, og især hybenkerneolien fra Pai er mit yndlingsprodukt. Olien kan bruges i ansigtet alene, eller du kan blande et par dråber i din normale ansigtscreme. Du kan også bruge den på nykomne ar, eller på irriteret hud på kroppen. Da jeg på et tidspunkt eksperimenterede med alt for skrappe hudprodukter, var Pais olie, det eneste der kunne få min røde og irriterede hud til at falde ned.

Dernæst må jeg også fremhæve Biodermas rensevand, igen ikke et særligt prangende produkt, men det er virkelig godt til at rense makeup af med. Lige meget hvor mange gange du bruger rensevandet på ansigt og øjne, bliver de ikke irriterede. Som jeg skrev i forrige indlæg, bruger jeg rensevandet næsten hver aften. Det bedste ved Biodermas rensevand er, at den ikke efterlader en fedtet hinde på huden, som mange andre makeupfjernere gør. Derfor tilslutter jeg mig koret af lovprisninger af Biodemas Sensibio H2o rensevand.

Til sidst vil jeg gerne nævne mine to Aèvne produkter, som jeg heller ikke kan undvære. Min ansigtsvand, Thermal spring water, bruger jeg stort set hver dag. Til at berolige ansigtshuden hvis den er rød og irratabel, eller efter jeg har vasket ansigtet i almindeligt postevand for at neutralisere noget af det kalk, der kan sidde på huden. Nogle aftener bruger jeg Thermal spring water til at rense min rensemælk af, istedet for at bruge postevand. (Det bliver dog en lidt dyr løsning i længden, så jeg gør det kun, når jeg vil fråse). Thermal spring water er også god at have med på solferie, når huden har fået for mege sol og varme. Som jeg har nævnt før, er det altid en god ide at give ansigtet et spray ansigtsmist, inden du påfører ansigtsolie eller serum, fordi det vil give huden et ekstra fugtboost. Her kan du både bruge ansigtsvand som Thermal spring water, eller en mist med flere aktive ingredienser i, som denne fra Caudalíe.

Gentle toner er den bedste skintonic, jeg har prøvet hidtil. Det er en meget mild skintonic, der ikke udtører huden, men den har stadig en virkning på huden. For et par måneder siden prøvede jeg at stoppe brugen af Gentle toner, fordi jeg havde læst, at både skin tonic og øjencreme var unødvendigt at bruge. I de måneder, hvor jeg undlod at bruge Gentle toner, oplevede jeg at få flere urenheder. Om der er en direkte sammenhæng, kan jeg ikke bevise, men nu hvor jeg bruger den igen, synes jeg, at min hud arter sig bedre. Så Gentle toner forbliver en del af min faste hudpleje.

myproducts2(Alpha-H Vitamin A 0.5%Pukka Radiance SerumDanish Skin Care Perfect Skin Moisturizer)   

Og nu skal vi til den kedeligere del af indlægget, nemlig de produkter som skuffede.

Det første er serummet Radiance Serum fra Pukka, som bare ikke fungerer for mig. Det har en let gelekonsistens, som tørrer hurtigt ind på huden. Desværre begynder serummet at fnulre på huden, lidt ligesom ren aloe vera ville gøre det. Derfor kan man på ingen måde bruge det under makeup eller på halsen, fordi det både fnulrer, men også falder af. Jeg har prøvet at bruge det om natten, men jeg synes ikke det gør noget for min hud, og når det ovenikøbet fnulrer så irriterende, er det desværre et produkt, jeg aldrig får brugt igen.

Så er der serummet Alpha-H, som er et A-vitamin serum, der kun må bruges om aftenen.  Jeg havde glædet mig sådan til at bruge dette serum, fordi det skulle afhjælpe urenheder og minimere de fine linjer. Serumet har en lækker konsistens, absorberes hurtigt, og efterlader huden dejligt blød og gennemfugtet. De første to-tre uger gik det fint med at bruge Alpha-H, men så begyndte min hud at protestere kraftigt! Ansigtshuden blev højrød og irriteret, og serummet fik min hud på halsen til at skalle af, hvilket jeg syntes, var ret skræmmende. Det er svært at vurdere, hvorvidt Alpha-H havde en positiv effekt på mine urenheder, fordi der kom måske færre, men til gengæld var huden konstant rød og irriteret – Hvilket jo heller ikke var særligt klædeligt, hulk.

Kom jeg til at bruge serumet for tæt på huden under øjnene, begyndte huden også der at skalle. Serummet havde været forholdsvist dyrt, og derfor prøvede jeg at give det en chance til, og kun bruge det en gang om ugen, men hver gang endte huden med at blive irriteret. Har du en mindre sart hud end mig, er det sikkert et udemærket produkt, men for mig var det for skrapt, og gav desværre ikke den virkning, jeg havde håbet på, øv!

Den sidste skuffelse er Perfect skin Moisturizer fra Danish Skincare. Cremen fugter egentlig ganske udemærket, og den har ikke irriteret min hud, men jeg har nu heller ikke fået en renere hud, selvom jeg har brugt den i lang tid. Mit problem med denne creme er, at cremen i lang tid efter man har påført den, føles fedtet på huden. Ikke olieret men klistret, hvilket gør det svært at bruge makeup oven på den. Det skal lige siges, at denne creme egentlig er en natcreme, havde jeg prøvet Dansish Skin Cares dagcreme, kan det være, at jeg havde haft en mere positiv oplevelse. Dog har jeg fået den forståelse, at den eneste forskel på nat- og dagcremen er, at dagremen indeholder solfaktor.

Udover den klistrede fornemmelse har cremen også tendens til at fnulre på min hud, og dermed er den ikke et godt underlag for min makeup. Jeg har brug for en creme, som jeg kan bruge sammen med min makeup, og derfor er Perfect Skin Moisturizer desværre også endt bagerst på badeværelseshylden.

 Har I et yndlings produkt, I kan anbefale, eller et produkt I aldrig vil købe igen?

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På badeværelseshylden lige nu