Kjole, Zara // sandaler, Isabel Marant // Læbestift i Russian red fra MAC

Terrassen, hvor der blev hældt meget rosé ned

Gik beautyshopping amok i Sephora

Top, Zara // shorts, Levi’s // Sandaler, Isabel Marant

Købte også en ny glimmertop fra Zara (er vist lidt besat af alt der glitrer for tiden, må søge behandling snarest!)

Luksus på stranden

Et par få minutter efter jeg fik en af de største overraskelser i mit liv

Ringen

Se bort fra min ækle og afskallede neglelak og fokuser istedet på den fine ring 

Er lige kommet hjem efter en uge i Cannes, der bød på rosé, byture og en noget uventet forlovelse. Jeg tog til Cannes med mine tre veninder og på fjerdedagen, dukkede min kæreste pludseligt op på den restaurant, hvor mig og damerne sad og blobbede drinks ned. Her faldt han på knæ, og jeg sagde selvfølgelig ja! Var dog så bedugget og forvirret over, at han pludseligt stod i Cannes, så jeg fik sagt ja ja inden han overhovedet spurgte, og fik sat ringen på mig selv – flot Marie.

Men forlovede blev vi, og det hele blev fejret med meget dyre barpriser på Baoli i Cannes.

Jeg hedder Marie Alkestrup og skriver til dagligt om skønhed og mode på Costume.dk. Fra barnsben af har mine tanker ustandseligt kredset omkring læbestift, mascara og den rette hudpleje, og i takt med at jeg blev ældre, blev denne interesse kun større.

Derfor kan jeg heller ikke holde fingrene fra tastaturet, når det gælder om formidling af alt det bedste inden for skønhedens verden. Så er du, ligesom jeg, en gal skønhedsfanatiker eller bare nysgerrig på at lære lidt mere om makeup og hudplejetips, så er du kommet til den rette blog!

Psst … Vil du have endnu mere skønhed, så følg med på Instagram, hvor jeg dagligt viser mine seneste skønhedsfavoritter

Mø på Jazzhouse Skjorte & Other Stories // Jeans Wood Wood // taske Gucci // sneaks New Balance 990
BØØØØØØØØRNS

Imens alle andre er på Roskilde, tuller jeg rundt i København i mine nye New Balance 990-sneakers, som jeg heldigvis fandt på Ebay. Selvom jeg kun skal til Roskilde Festival på lørdag, har min uge allerede budt på hele to koncerter. I tirsdags Så jeg koncert med Mø, hvor hun i samarbejde med Nike og Boilerroom gav en meget, meget intim koncert – og i onsdags skulle jeg til koncert med den amerikanske musiker Børns, hvis musik jeg er fuldstændigt gakket med – som i helt teenagefjollet.

Havde min nye guldskjorte på til koncerten med Børns i Amager Bio, og tror altså, at skjorten er lidt magisk, fordi mig, kæresten og to venner endte med at tage på bar med hele bandet efter koncerten. Her forsøgte jeg, at styre min begejstring og starstruckhed i hele tre timer, hvor jeg konverserede på mit bedste danglish – og ventede med at hvine højlydt, til at bandet tog videre med tourbussen mod Sverige.

Efter den oplevelse er jeg faktisk ikke så misundelig på folk, der lige nu fester på Roskilde ( er nok stadig lidt misundelig, men fryder mig samtidigt, hver gang det regner – er det meget strengt?).

Har du endnu ikke hørt om Børns, så kan jeg kun opfordre dig til at høre det – og det kan kun gå for langsomt 🙂

Psst … Vil du have endnu mere skønhed, så følg med på Instagram, hvor jeg dagligt viser mine seneste skønhedsfavoritter

(Pandehåret og blusen fra H&M er der styr på, men hvad med min selvrespekt?) 

Forleden var jeg forbi frisøren, og pandehåret er nu på plads – i modsætning til min selvforståelse, som fik sig en rystetur, da jeg i en pludselig indskydelse fik frisøren til at række ud efter den store saks…

Jeg var sgu lige ved at få klippet det hele af.

Ikke som i skaldet, men til langt over skuldrene (indsæt gerne et dramatisk gisp her). Men tanken om, hvordan min kæreste ville reagere på den drastiske ændring af hårlængde, stoppede mig. Hvorfor turde jeg ikke, som den selvudnævnte moderne kvinde jeg er, at sige farvel til de lange lokker og goddag til kort og moderne?

Ærligt: Fordi jeg i selskab med det modsatte køn (og den lede kæreste) føler mig mest attraktiv, når jeg kan svinge med de lange lokker.

Denne nær korthåret oplevelse fik mig til at tænke over, hvad der ligger til grund for vores valg af frisure, og hvem vi egentlig klæder os på for? 

Eksempelvis står jeg ofte (når tøjkrisen raser før festen) imellem valget af det moderne outfit (ikke specielt klædeligt for min figur) eller det mandevenlige outfit (stramt, sort og røvsygt).

Jeg ved, at flere af mine veninder fra tid til anden også befinder sig i dette dilemma – især når de er singler. Problemet er, at de der moderne hvide flagrende kassebukser ikke ligefrem bringer sexy back. Det kan både mig og min veninde skrive under på. Sidste år købte vi nemlig begge et sådan par bukser. Iført de famøse bukser stod vi så til hver vores fest og følte os omtrent så sexede som en sæk kartofler.

Moderne? Ja, smækre? Nej.

Jeg ved godt, at det er fy fy at indrømme, at man ikke kun klæder sig på for sin egen skyld. Jeg selv bliver også mere end hidsig over at læse den slags artikler, hvor mænd skal komme med deres besyv om, hvordan vi kvinder skal klæde os (indsæt gerne arrig gestikuleren her).

Men… få gange sniger mandemeningerne sig alligevel ind og påvirker mit tøjvalg. Dog plejer jeg at ignorere dem og vælger det moderne mandefrastødende outfit.

Meeen… skal jeg være helt ærlig, så skyldes mit valg af det moderne outfit også, at jeg går mere op i, hvad de skulende modepiger tænker om mit outfit, end hvad de stive liderkarle (og den lede kæreste) tænker. Så det med at jeg kun klæder mig på for min egen skyld, den holder vist ikke helt…

– Hvad med dig? Klæder du dig på for din egen skyld, kæresten, chefen eller veninderne?

Kender du de dage, hvor du slår dig selv oven i hovedet over de ekstra kilo, den satans bums, mangel på karriere og generel plan for livet? Vi stiller så mange krav til os selv og hidser os op, når vi endnu en gang ikke har opfyldt dem. Sådan har jeg det i hvert fald. Ikke altid, men nogen gange rammer det dårlige selvværd, og så skææælder jeg ud på mig selv.

Om man var lige så hård ved sig selv for bare tyve år siden, ved jeg ikke med sikkerhed. Jeg tvivler på det… Jeg tror, at blandingen af sociale medier, og den fremherskende ide om at enhver er sin egen lykkes smed, er med til at forvrænge vores ide om, hvornår vi er gode nok.

 Ideen om, at vi alle skaber vores egen fremtid, og at vi har alle muligheder, er da dejlig. Derfor er det måske forkælet af mig at indrømme, at det netop er den livsanskuelse, der stresser mig allermest. I og med, at jeg i princippet har så mange valg, føler jeg konstant, at jeg træffer de forkerte. At jeg selv er skyld i, at jeg ikke lige nu har mit drømmejob, sidder i min drømmelejlighed, og konstant er enormt glad, imens jeg udelukkende tænker ”positive tanker”.

  – Men det er her, jeg vil fortælle dig (og mig selv især), at du ikke fuldstændigt selv kan styre livets retning, uanset hvad politikere og diverse coaches vil have os til at tro. Du kan arbejde hårdt, træffe alle de rigtige valg, og så være skide uheldig og blive ramt af pludselige udefrakommende faktorer. Som eksempelvis sygdom, hvilket jeg allerede oplevede som 23 årig, og stadig kæmper med i dag. Derfor prøver jeg dagligt at gøre op med denne liberale tankegang om, at vi alle fuldstændigt selv kan afgøre om vi vil være vindere eller tabere i livets lotto.

Det er vigtigt, at vi giver os selv og hinanden plads til at falde over livet, fordi det kommer de fleste af os til –  uanset hvor mange rigtige eller forkerte valg vi træffer undervejs.

 Som sagt synes jeg også, at det glansbillede af livet der udstilles på diverse sociale medier, er med til at give mig endnu flere grunde til at føle, at jeg ikke er god nok. Ja, det er skide skønt at snage i, hvad alle andre laver. Problemet er bare, at de fleste af os kun deler de gode dage, de fede tider og alle vores rigtige valg. Har du længe nok set folks redigerede udlægning af livet, begynder hjernen til sidst at tro, at alle andre på nær dig lever det perfekte liv.

Jeg får nok aldrig folk til at dokumentere deres dårlige dage på Facebook, såsom den dag hvor jeg var for genert til at sige hej til en gammel bekendt i Netto, og derfor lod som om jeg ikke så personen ved at stirre stift ned i linoleumsgulvet. For så bagefter at stå oppe ved kassen og slå mig selv i hovedet med, “at nu burde jeg fandeme tage mig sammen og blive mere social og udadvendt!“

Nej, sådan øjeblikke kommer jeg eller andre nok aldrig til at forevige i facebookstatussen. Men lad os prøve at huske os selv og hinanden på, at ingen lever det perfekte liv, ingen! Det er en utopi, som vi alle burde glemme, og i stedet acceptere, at livet for os alle indeholder gode og dårlige dage.

Skal vi ikke holde op med at skælde ud os selv ud, når tingene ikke går som planlagt? Ingen er perfekte, og hvis facebook portraterede det ægte liv #nofilter, tror jeg hurtigt, du ville opdage, at ingen andre kunne leve op til de urimelige krav, du holder op imod dig selv.