Hvornår er jeg god nok?

Kender du de dage, hvor du slår dig selv oven i hovedet over de ekstra kilo, den satans bums, mangel på karriere og generel plan for livet? Vi stiller så mange krav til os selv og hidser os op, når vi endnu en gang ikke har opfyldt dem. Sådan har jeg det i hvert fald. Ikke altid, men nogen gange rammer det dårlige selvværd, og så skææælder jeg ud på mig selv.

Om man var lige så hård ved sig selv for bare tyve år siden, ved jeg ikke med sikkerhed. Jeg tvivler på det… Jeg tror, at blandingen af sociale medier, og den fremherskende ide om at enhver er sin egen lykkes smed, er med til at forvrænge vores ide om, hvornår vi er gode nok.

 Ideen om, at vi alle skaber vores egen fremtid, og at vi har alle muligheder, er da dejlig. Derfor er det måske forkælet af mig at indrømme, at det netop er den livsanskuelse, der stresser mig allermest. I og med, at jeg i princippet har så mange valg, føler jeg konstant, at jeg træffer de forkerte. At jeg selv er skyld i, at jeg ikke lige nu har mit drømmejob, sidder i min drømmelejlighed, og konstant er enormt glad, imens jeg udelukkende tænker ”positive tanker”.

  – Men det er her, jeg vil fortælle dig (og mig selv især), at du ikke fuldstændigt selv kan styre livets retning, uanset hvad politikere og diverse coaches vil have os til at tro. Du kan arbejde hårdt, træffe alle de rigtige valg, og så være skide uheldig og blive ramt af pludselige udefrakommende faktorer. Som eksempelvis sygdom, hvilket jeg allerede oplevede som 23 årig, og stadig kæmper med i dag. Derfor prøver jeg dagligt at gøre op med denne liberale tankegang om, at vi alle fuldstændigt selv kan afgøre om vi vil være vindere eller tabere i livets lotto.

 

Det er vigtigt, at vi giver os selv og hinanden plads til at falde over livet, fordi det kommer de fleste af os til –  uanset hvor mange rigtige eller forkerte valg vi træffer undervejs.

 Som sagt synes jeg også, at det glansbillede af livet der udstilles på diverse sociale medier, er med til at give mig endnu flere grunde til at føle, at jeg ikke er god nok. Ja, det er skide skønt at snage i, hvad alle andre laver. Problemet er bare, at de fleste af os kun deler de gode dage, de fede tider og alle vores rigtige valg. Har du længe nok set folks redigerede udlægning af livet, begynder hjernen til sidst at tro, at alle andre på nær dig lever det perfekte liv.

Jeg får nok aldrig folk til at dokumentere deres dårlige dage på Facebook, såsom den dag hvor jeg var for genert til at sige hej til en gammel bekendt i Netto, og derfor lod som om jeg ikke så personen ved at stirre stift ned i linoleumsgulvet. For så bagefter at stå oppe ved kassen og slå mig selv i hovedet med, “at nu burde jeg fandeme tage mig sammen og blive mere social og udadvendt!“

Nej, sådan øjeblikke kommer jeg eller andre nok aldrig til at forevige i facebookstatussen. Men lad os prøve at huske os selv og hinanden på, at ingen lever det perfekte liv, ingen! Det er en utopi, som vi alle burde glemme, og i stedet acceptere, at livet for os alle indeholder gode og dårlige dage.

 

Skal vi ikke holde op med at skælde ud os selv ud, når tingene ikke går som planlagt? Ingen er perfekte, og hvis facebook portraterede det ægte liv #nofilter, tror jeg hurtigt, du ville opdage, at ingen andre kunne leve op til de urimelige krav, du holder op imod dig selv.