On word vomit, Trailerpark and Cover

(Fur jacket Stine Goya, blouse Wood Wood, jeans Acne, sneaks Adidas, bag Saint Laurent) (Shirt H&M, bow homemade, pants vintage Céline, sneaks Nike, bag Saint Laurent)

(Photo credits Cover)

Her er lidt outfit billeder fra sidste weekend, som jeg brugte på at drikke mig ubehageligt fuld til Trailerpark Festival. (Det sidste billede er snuppet fra Cover, som valgte at forevige mig i deres blad – vi siger tak til Cover).

Jeg synes, at Trailerpark festival bliver bedre og bedre for hvert år, og jeg kan varmt anbefale den til dig, som endnu ikke har været forbi den.

– Dog led jeg af en slem sygdom til denne festival (muligvis foresaget af Trailerparks lyserøde shots) – nemlig tilstanden motormund, munddiarre eller som Lindsay Lohan i filmen Mean Girls kalder det – word vomit.

Kært barn har mange navne og desværre kunne alle ovennævnte beskrive min talestrøm under Festivalen, hvor min mund løb afsted, uden at min hjerne kunne nå at stoppe den. Dette fænomen opstår særligt efter indtagelse af en eller syv drinks. Og det ender altid med, at man vågner op næste dag, tager sig til hovedet og tænker ”sagde jeg virkelig det? Hvorfor blev jeg ved? Og da situation tydeligvis blev akavet, hvorfor stoppede jeg ikke? ” Argh…! Som eksempelvis da jeg gik i gang med at belære en stakkels pige om feminismens glæder. Tror samtalen begyndte, fordi hun roste min jakke – og der skulle jeg bare have sagt pænt tak og ladet hende passere, men næ nej, min motormund tog over…

Note to self – må lære at blive bedre til at føre korte samtaler og til ikke at komme ind på emner, der for modtageren vil føles som tmi  (to much information)

Er jeg mon den eneste i Danmark, der lider af dette syndrom eller kender du, kære læser, også følelsen af at have ladet din mund løbe løbsk ? – og gerne overfor fremmede mennesker, som fra nu af vil løbe skrigende over på den anden side af fortovet, hvis de ser dig komme gående 🙂